Seedster er netop afholdt for tredje år i Marbella. Iværksætter-bootcampen er arrangeret af startup-miljøets absolutte rockstjerner med Jesper Buch i front, og en uges intensive workshops sluttede fredag aften af med en mini-udgave af det populære tv-program Løvens Hule. Foodtech’en TastePlease gik som de eneste hele vejen og blev hyldet med et discoverylån på en halv million som et solidt klap på skulderen for at udvikle en platform, hvor mennesker mødes over måltider.
Otte håbefulde startups gik gennem nåleøjet og fik lov til at pitche deres virksomhed overfor dommerpanelet, hvor bl.a. Jesper Buch, Martin Thorborg og Ulla Brockenhuus-Schack fra Seed Capital vurderede potentialet. Foodtech startup’en TastePlease gik som eneste virksomhed hele vejen og vandt discovery-lånet på en halv million fra Pre Seed Capital bl.a. fordi dommerne ser potentiale i social dining, og at langt flere mennesker kan få stor værdi ud af at mødes over mad – på TastePlease-platformen og til de mange dinner-parties, som bliver afholdt gennem TastePlease. Food&Drink bragte nyheden om den fremadstormende sociale dining platform i deres store Foodexpo nummer: Mød dine gæster i øjenhøjde.
– Det betyder vildt meget, at min food startup som de eneste gik hele vejen. Det er jo først og fremmest et kæmpe skulderklap at stå der og opleve, at nogle af landets sejeste iværksættere tror på TastePlease-potentialet. Og ikke mindst, at de ligesom mig tror på, at verden har brug for at mødes over flere måltider. Vi er først lige gået i gang, så det skulderklap giver både energi og muligheder for at fortsætte vores rejse, siger Frank Lantz, stifter og CEO i TastePlease.
Airbnb for smag
TastePlease er bl.a. blevet kaldt ‘airbnb for smag’, men i modsætning til den amerikanske gigant søger Frank Lantz og hans team ikke at disrupte nogen brancher. TastePlease bygger bro mellem den etablerede kokkebranche, madbloggere, netværk og helt almindelige mennesker, som har en kok, madentusiast eller madblogger i maven.
Platformen er for alle, der ligesom Frank – og hans Københavnsk baserede team samt to udviklere i Riga og Malta – brænder for madoplevelser og har en særlig passion for mad. Om du er kok, tjener, privatperson eller madblogger, veganer, snapse-elsker eller ostenørd, så giver TastePlease mulighed for at lege restaurant for en dag, teste nye madkoncepter, dele opskrifter og meget mere.
– Vi er stadig i virksomhedens første udviklingsfase, men der vil frem mod 2019 komme en hel del nye features på TastePlease, bl.a. en social kogebog-funktion. Og når vi har fundet fodfæste i Danmark, skal vi ud have forløst det kæmpe potentiale, som vi kan se i udlandet, hvor der allerede er stor aktivitet i fx Grækenland og Portugal, fortæller Frank Lantz.