Københavns Universitet råder over landets største forskningsmiljø indenfor fødevarer, som nu introducerer en ny årlig fødevarekonference, Food Day. Food Day 2019 afholdes 28. august, og byder på en række talere fra ind- og udland under temaet “Fremtidens bæredygtige og sunde fødevarer”.
Den danske fødevareindustri peger i rapporten “Fødevareinnovation i verdensklasse frem mod 2030” på en række områder, hvor der er behov for forskning og innovation. På Food Day 2019 vil 18 forskere fra Københavns Universitet give deres bud på ny forskning og udvikling, som får betydning for fødevare- og biotekindustrierne i forhold til tre af rapportens områder:
1. Fødevareproduktion via cirkulær økonomi
2. Fødevaredesign – fra molekylær interaktion til fantastisk spisekvalitet
3. Fødevarer og måltider, der bidrager til sundhed og velvære
Derudover giver en række store virksomheder og forskningsinstitutioner deres bud på bæredygtighed i fremtidens fødevareproduktion:
• Nicole Darmon fra French National Institute for Agricultural Research (INRA) taler om bæredygtighed i en bred kontekst
• Innovationschef i IBM, Anders Quitza, vil fortælle om, hvordan IBM vil forandre 5 ting i fødevaresektoren på 5 år
• CSO hos Chr. Hansen, Thomas Schaefer, taler om, hvordan man bliver kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed af World Economic Forum i Davos i Schweiz
• CEO Brian Thomsen fra Dansk Akvakultur fortæller om mulighederne for at udnytte akvakultur og blå proteinkilder i fødevareproduktionen.
Tilmelding sker via http://www.science.ku.dk så længe pladser haves og senest den 21. august.