Tivoli åbner dørene for deres sommersæson d. 4. april og allerede dagen efter fejrer de det danske smørrebrød med en festival der løber fra søndag d. 5. april til søndag d. 14. april. Festivallen rundes af med en stor smørrebrødsfest på H. C. Andersen Slottet den 13. og 14. april.
Det var i Tivoli, Danmarks første smørrebrødsseddel så dagens lys i 1883, og i dag sætter gæster stadig kryds ved frokostklassikere som Stjerneskud, Dyrlægens natmad og en Gamle Ole med fedt og sky. Andre sværger til en hønsesalat med bacon, kartoffelmad med mayo og ristede løg eller æg & rejer. Smørrebrødet er stadig elsket af de fleste danskere og også noget af det, foodie-turister skal prøve, når de har smagt sig igennem Michelin-restauranterne i Danmark. ”Smørrebrød er ikke, hvad det har været. Det er meget bedre”, siger forfatter og journalist Ole Troelsø i udgivelsen ”Danmarks bedste smørrebrød” fra 2018, hvor han viser den rivende udvikling, smørrebrødet har været i. Den bog kan du læse mere om her: Food&Drink nr. 8
Smørrebrødsmenuer på ikoniske Tivoli-restauranter
Tivoli hylder smørrebrødet med den nye festival: Smørrebrødsfestival i Tivoli, hvor udvalgte restauranter i Tivoli byder på særlige smørrebrødsmenuer til gode priser fra den 5. april til søndag den 14. april. Grøften, Fru Nimb, Færgekroen, Promenaden, Brdr. Price og Hallernes smørrebrød har frokostmenuer med to stk. smørrebrød og 1 vand/øl til en pris på 185 kr. for Tivoli-kortholdere og 270 kr. inklusive entré. Påfuglen og Gemyse tilbyder en frokostplatte + 1 øl eller sodavand til 185 kr., og Promenaden tilbyder deres buffet.
Tradition for smørrebrød i Tivoli
Et stykke smørrebrød med en kold øl og måske en snaps til at holde med selskab hører for mange sammen med en frokost en solskinsdag i Tivoli, og det har det gjort siden 20’erne, hvor Høegs Terrasse i Tivoli var et af byens mest populære smørrebrødssteder. Louise Nimb, som drev restaurant i Tivoli, blev berømt for det højtbelagte smørrebrød, og i dag går man heller ikke forgæves, når man vil have stillet sulten med den højtbelagte specialitet. Her holder Fru Nimb og mange andre af Tivolis restauranter smørrebrødsfanen højt. Nytilkomne Tivoli Food Hall har også smørrebrød på menuen i Hallernes Smørrebrød.
Restauranters bud på smørrebrød 2019
I anledning af Tivolis nye Smørrebrødsfestval vil nogle af de deltagende restauranter og spisesteder komme med hver deres bud på et nyt stykke smørrebrød, gæsterne vil kunne spise under hele sommersæsonen 2019. På Tivolis sæson-pressemøde 3. april præsenteres de nye stykker smørrebrød, som er skabt særligt til sommersæsonen i Tivoli 2019. Det enkelte smørrebrød vil bære præg af tradition og fornyelse som Tivolis motto: ”Altid som aldrig før”. Hvis smørrebrødet falder i gæsternes smag, bliver de permanente på spisesedlen.
Smørrebrød på slottet
Den 13. og 14. april er der smørrebrødsevents på H. C. Andersen Slottet, hvor der lørdag både til frokost og aften er dækket op til den helt store fest på klassisk smørrebrødsmanér med rødternede duge på langborde, smørrebrød og fadøl ad libitum og underholdning, hvor man med garanti får rørt lattermusklerne. Pris pr. person er 425 kr. og 495 kr. inklusive entré til Tivoli. Søndag er der skruet op for hyggen med Fru Nimbs Store Søndagsfrokost 12.00-15.00. Kolde og lune retter serveres på hvidternede duge med øl, vand og vin ad libitum og live-jazzmusik. Der er lagt op til en hyggelig søndagsfrokost med venner og familie, måske efterfulgt af en tur i Haven for at nyde foråret. Samme priser som lørdag.
Hvis du, som vi på FødevareFOKUS, er pjattet med smørrebrød, så hold udkig med Food&Drink nr. 4, der lander i postkasserne i maj, hvor smørrebrødet kommer i fokus.
Få mere info om festival og billetkøb her: http://www.tivoli.dk/da/mad+og+drikke/smorrebrodsfestival