Slow Cheese Copenhagen er alt andet end langsom – de indbydende lokaler hos CPH Food Space i Kødbyen oser af travl ostestemning, men hyggen er ikke glemt, for fokus er på gode råvarer, produktionsmetoder og velvære. Kom forbi og oplev mere end 100 af de ypperste oste, der alle er produceret med kærlig og god smag.
Dette års ostefestival finder sted d. 4. november i hjertet af København, i den gamle kødby. Udover oste fra mere end 20 mejerier og andre osteforretninger vil der være et udvalg af vin, øl, cider, brød, marmelader, honning, kaffe og andet tilbehør – alle produceret efter Sloow Food-bevægelsens mantra om at mad skal tilberedes i god tid og med gode råvarer.
Udover smagsprøver og højtidelig ostestemning byder festivallen på foredrag og særlige smagninger. Blandt højdepunkterne er programmets hovedtaler Kerstin Jürss fra Jürss mejeri i Sverige, som repræsenterer Sveriges Gårsmejerister og den canadiske naturoste-guru David Asher, der vil fortælle om osteproduktion.
Der er åbent i to tidsrum: fra kl 10 til 13:30 og fra kl 14 til 17 og hvis det lyder som noget du gerne vil bruge din lørdag på, så er det med at købe billetter med det samme, for der meldes tæt ved udsolgt. Billetter kan købes via Billetto for en flad halvtredser.