Seks flasker af den meget sjældne Macallan Lalique-whisky kan nu købes for godt 4 millioner kroner.
Lalique Collection er et samarbejde mellem den skotske whiskyproducent The Macallan og den franske krystalglasspecialist Lalique, som sammen har skabt en af verdens mest eftertragtede og investeringsværdige whisky-serier for både investorer og samlere. Serien er frigivet hen over en periode på 10 år mellem 2007 og 2016, og havde man købt flaskerne enkeltvis på frigivelsestidspunktet, lød udsalgsprisen på 91.000 EUR for alle seks flasker. Den stærkt begrænsede produktion på mellem 400 og 470 eksemplarer af hver flaske har imidlertid gjort dem nærmest umulige at få fat i samtidig med, at prisen er steget voldsomt.
Rare Wine Invest har nu sat Lalique-sættet til salg for 440.000 EUR ex moms. Det svarer til ca. 4,1 mio. kroner inkl. moms.
De seks flasker rummer whisky på mellem 50 og 65 år, og serien består af Macallan 50 year old ‘Exceptional Oak Cask’, Macallan 55 year old ‘Natural Colour’, Macallan 57 year old ‘Finest Cut’, Macallan 60 year old ‘Curiously Small Stills’, Macallan 62 year old ‘Spiritual Home’ og endelig Macallan 65 year old ‘Peerless Spirit’.
– Man skal være lavet af stål for ikke at blive en lille smule rørt over at stå foran seks så sjældne flasker. Det er helt unikt at se dem sammen, og at de lige nu befinder sig på dansk jord, havde ingen formentlig regnet med. Det svarer reelt set til at vinde hammerslaget på de originale Toraruller, og vores forventning er da også, at vi ret hurtigt får solgt dem videre til en samler eller en investor. Hvis ellers man kan holde sig fra at drikke dem, er der nærmest garanti for en solid værdistigning, for flaskerne bliver kun mere og mere sjældne, som årene går, lyder det fra Anders Børsen, der til daglig står bag den nordjyske vininvesteringsvirksomhed Rare Wine Invest.
Hver flaske er certificeret for ægthed af Rare Wine Invests afdeling for kvalitetskontrol, og alle seks flasker optræder i original trækasse med hver sin unikke krystalkaraffel, nummereret i hånden af Laliques glasmagere.