Tidligere i år offentliggjorde SAS en strategi for hvordan de skal blive blandt verdens mest bæredygtige flyselskaber. CO2-udledningen skal betragteligt ned, men som en samlet del af et mere bæredygtigt og innovativt image, vil flyselskabet nu også introducere økologiske retter på 80.000 af deres flyvninger – dette er blot første skridt på vejen i et stort økologisk sats.
De nye måltider er i første gang sandwiches, der bliver leveret af Bon Appetit Group, der netop har åbnet en ny økologisk produktionslinje.
“Den skal være økologisk og råvarerne skal komme fra Skandinavien”, lød kravene fra SAS til deres nye sandwich, der bliver introduceret 1. november på skandinaviske og en række europæiske ruter.
– I alle dele af SAS arbejder vi på at gøre rejsen mere bæredygtig. De nye sandwich, der er baseret på lokalproducerede økologiske råvarer i høj kvalitet, er et vigtigt skridt for os, siger Alexander Lund, Food & Beverage manager hos SAS, og tilføjer, at økologi kun vil få mere plads i salgsvognene i den nærmeste fremtid.
SAS meddeler, at det er første gang, at et europæisk luftfartsselskab satser så massivt på økologi. På årets sidste, blot to måneder, vil den økologiske sandwich, med dertilhørende biologisk nedbrydelig emballage, blive tilbudt på 80.000 flyvninger.
– SAS vil gå forrest i branchen og har en klar strategi om, at alt, der serveres ombord, er baseret på innovative og bæredygtige principper. Derfor glæder vi os meget til 1. november, og håber at kunderne tager godt imod vores nye tiltag, siger Alexander Lund.
Økologi er fremtiden
Det er Bon Appetit Group, der skal levere de mange sandwich. Virksomheden fra Hvidovre, har i en årrække leveret måltidsløsninger til detailhandlen, foodservice-branchen samt skandinaviske lufthavne og flyselskaber. I år har man udvidet med en økologisk produktionslinje, for at kunne imødekomme SAS krav om mere økologi på deres flyvninger.
– SAS var meget interesseret i økologi og bæredygtig emballage fra begyndelsen, hvilket vi har været meget glade for. Udfordringen var, at råvarerne skulle hentes i Skandinavien, men det har vi løst nu, siger Lotte Kavsman, der er addm. direktør og partner i Bon Appetit Group og forsætter:
– Vores mål er, at alle måltider, vi producerer, er 100 % økologisk om fem år. Her er SAS en virkelig god samarbejdspartner, siger hun.
Fra den 1. november vil du altså på SAS skandinaviske og en række europæiske afgange kunne sætte tænderne i en økologisk sandwich, der enten er vegetarisk eller med pulled hønsekød fra Hanegal. Brødet står Faber bag.