De danske forbrugere laver stadig mad i stor stil, men de vil gerne have hjælp til at tilberede de hjemmelavede måltider. Det viser en ny undersøgelse om de såkaldte convenience-fødevarer fra Landbrug & Fødevarer. For på en gennemsnitlig dag er det stadig det varme aftensmåltid tilberedt fra bunden, der er det mest udbredte. Det spises af 59 pct. af danskerne, mens 8 pct. spiser et aftensmåltid med færdiglavede elementer.
Ifølge undersøgelsen er det dog tydeligt, at forbrugerne er presset på tid. Halvdelen af dem føler, at de ikke har tid nok i hverdagen til at gøre alle de ting, som de gerne ville. Marianne Gregersen, der er forbrugerøkonom hos Landbrug & Fødevarer, siger i en pressemeddelelse:
– Convenience-fødevarerne har en eftertragtet tidsbesparende funktion, og forbrugerne vælger dem da også ofte, fordi det er hurtigt og nemt og en god nødløsning i hverdagens travlhed.
Efterspørgslen efter de nemme madløsninger kommer især fra de yngre og midaldrende forbrugere mellem 18-50 år, mens forbrugerne på +50 år ikke viser lige så stor interesse. Forbrugernes favoritter er snittede og/eller skyllede grøntsager, færdigsovs, færdige supper og take-away:
– Det er de unge forbrugere i alderen 25-29 år, som er særligt glade for take-away. Hele 36 pct. fortæller, at det er dét convenience-produkt, de oftest bruger, siger Marianne Gregersen.
Trendsætterne inden for fødevarer peger på, at fremtiden inden for convenience bliver fødevareprodukter med et tidsbesparende element, der kan understøtte madlavningen uden at fratage hverken det friske eller hjemmelavede præg.
Analysen Forbrugerne ønsker en genvej til den hjemmelavede mad er baseret på data indsamlet af TNS Gallup for Landbrug & Fødevarer blandt 974 repræsentativt udvalgte danskere i aldersgruppen 18-70 år. Data er indsamlet i maj 2016. Det var yderligere et krav for deltagelse, at interviewpersonen er helt eller delvist ansvarlig for indkøb af dagligvarer til husstanden samt står for tilberedningen af aftensmad mindst én gang om ugen.