Prisen på en bærepose forventes at stige med 50 øre ved en fordobling af afgiften.
Forbruget af plastik og mængden af affald skal ned. Det mener regeringen, der vil fordoble afgifterne på bæreposer af plast og papir samt på engangsservice.
Det skriver Ritzau, men reference til regeringens udspil til en finanslov for 2020. Fordoblingen skønnes ifølge forslaget at øge prisen for forbrugerne på plast- og papirbæreposer med cirka 50 øre. For engangsservice skønnes prisen at blive øget cirka 16 procent.
De højere afgifter vurderes ifølge regeringen at kunne nedbringe forbruget af bæreposer med cirka 20 procent.
Allerede i august meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud, at hun ville fordoble afgifterne. Samtidig meldte hun ud, at regeringen vil forbyde udleveringen af gratis bæreposer.
Ifølge finanslovsforslaget skønnes de hævede afgifter at indbringe statskassen cirka 195 millioner kroner i 2020, mens det ventes at falde til 175 millioner kroner i 2025.