Ullerslev Mejeri, der står bag ostemærker som Kong Hans, Stærke Ullerslev og Snehvide, blev etableret tilbage i 1939 med Danablu og Danbo.
Processen med forsegling af ostene er tidligere blevet automatiseret, men tidligere blev osten transporteret til en arbejdsstation, hvor osten blev pakket manuelt ned i kasser. Ullerslev Mejeri havde et ønske om at eliminere dette ensidige arbejde og erstatte den manuelle proces med en ny pakkelinje hvor osten kunne håndteres af en pakkerobot.
Egatec Packaging designede en løsning, der skulle gøre ostepakningen mere effektiv. Mads Nychel, direktør i Egatec udtrykker glæde over at have fået Ullerslev Mejeri som kunde og have fundet en løsning, der kan hjælpe mejeriet med at forblive konkurrencedygtige.
Den nye pakkelinje består af en standard pakkemaskine, der dog er blevet spejlvendt så det passer til indretningen i produktionen. Pakkerobotten bruger forskellige gribere som sugekopper til de rektangulære oste og gribeværktøj til de runde oste.
Fra det integrerede papmagasinet rejses både små kasser med plads til 1 ost og større kasser med op til 6 oste. Pakkemaskinen er integreret med en toplukker, der lukker kasserne med tape inden palletering.
Krav om fleksibilitet og kompakt design
Ifølge Mads Nychel skulle produktionsanlægget være fleksibelt i forhold til små ordrestørrelser og hele linjen skal kunne omstilles let til den enkelte opgave.
– Kravet var én linje til håndtering af både de runde og aflange oste samt de måneformede oste. Derfor har vi udviklet forskellige gribere efter plug and play princippet. Ved skift af gribere er omstillingstiden under 1 minut. Hele linjen fra rejsning af kasser, skift af griber til toplukning tager under 5 minutter at omstille. Det giver høj fleksibilitet i ordrestørrelser, siger pakkespecialisten, der netop er ved at lægge sidste hånd på systemet, før det skal implementeres på mejeriet.