Øllen Jack & Beer fra Thisted Bryghus er Årets Danske Ølnyhed 2016. Jack & Beer er en øl på 8,0 procent alkohol, som er tilsat whisky og lagret tre måneder på fade af egetræ. Desuden er øllen en stenøl, dvs. at øllen modner med lavasten, som er dækket af karameliseret sukker.
Thisted Bryghus har vundet Danske Ølentusiasters pris som Årets Bryggeri i både 2015 og 2016, men aldrig før prisen Årets Danske Ølnyhed. Jack & Beer blev kåret af medlemmerne af Danske Ølentusiaster, og er den samlede vinder på tværs af de tre kategorier, som udgør afstemningen om Årets Danske Ølnyheder.
I kategorien op til og med 4,0 procent alkohol vand Fur Julefrokost fra Fur Bryghus. Øllen er på 2,7 procent med noter af lakrids og røg. Fra 4,1 til og med 7,0 procent alkohol vandt Porter fra Jacobsen, en tjæresort øl på 6,5 procent med røgmalt fra Stauning Whisky, og i kategorien over 7,0 procent alkohol vandt Julegris(k) fra Hornbeer, en belgisk strong ale på 9,0 procent.
Danske Ølentusiaster er uafhængig, landsdækkende ølforbruger- og interesseorganisation. Foreningen har næsten 9.000 medlemmer fordelt på mere end 50 lokalafdelinger over hele landet, og arbejder for ”et mangfoldigt udbud af bryggerier, øl og øltyper, oplyser og skaber debat om øl, støtter og stimulerer håndbrygning og dansk bryggekunst, sikrer øl en respektfuld behandling samt varetager forbrugernes interesser”.
Foreningen repræsenterer danske ølforbrugere i Forbrugerrådet, i Dansk Retursystems Kontaktudvalg samt i European Beer Consumers Union (EBCU). Endvidere udgives Danmarks største magasin om øl, ØLentusiasteN.