Regeringen vil have udløst det fulde potentiale for danske virksomheder i ingrediensbranchen. Derfor har regeringen nu nedsat et nyt vækstteam, som skal komme med anbefalinger.
Den danske ingrediensbranche skal have et løft, og derfor har regeringen nedsat et nyt vækstteam – Vækstteam for Ingrediensbranchen, som skal komme med anbefalinger til, hvordan en succesfuld branche kan blive en endnu større succes.
Selvom ingrediensbranchen vokser, er den under pres fra udlandet, og derfor er der brug for at se på branchens vilkår og innovationen hos virksomhederne, hvis de skal vinde flere markedsandele fra internationale giganter på verdensmarkedet.
– I Danmark har vi mange virksomheder, som er eksperter i at udvikle ingredienser, der bidrager til foder og fødevarernes kvalitet, smag og karakteristika. Ingrediensbranchen er rigtig vigtig for Danmark. Derfor er jeg meget interesseret i at få branchens input til, hvor det uforløste vækstpotentiale ligger, og hvordan regeringen kan være med til at sikre fortsat vækst og udvikling i en allerede succesfuld eksportbranche, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
Det nye vækstteam skal kunne komme med anbefalinger til regeringen til efteråret 2018, fortæller formand for vækstteamet Bjarne Larsen, CEO, Danish Crown Ingredients.
– Nedsættelsen af vækstteamet sender et vigtigt signal til ingrediensbranchen. Jeg ser frem til at lede arbejdet i vækstteamet, hvor vi er klar til gribe den bold regeringen har kastet. Vi dækker ingrediensbranchen bredt og har mulighed for at gå i dybden med de uforløste potentialer, som kan skabe vækst i branchen, siger Bjarne Larsen.
– Vi er glade for, at der med et Vækstteam for Ingrediensbranchen skabes et forbedret grundlag for at udnytte industriens potentiale endnu bedre, både hvad angår en højere eksportværdi, sundere og bedre fødevarer, foder og skabelse af arbejdspladser. Ingredienser er, som branchen selv siger; ’Byggesten til en bedre verden’. Mange danske ingrediensvirksomheders integrering af FN’s verdensmål i deres strategiske grundlag er et rigtig godt udtryk for netop det, siger Karen Hækkerup, direktør for Landbrug & Fødevarer.
Det er tanken, at vækstteamet skal afholde fire workshops i løbet af 2018, hvor de sammen finder frem til, hvad de skal anbefale regeringen at gøre for at skabe bedre rammer for ingrediensindustrien.
– I Danmark beskæftiger fødevareingrediensbranchen godt 8.000 mennesker, med stor global succes. Branchen eksporterer for 36 mia. kr. årligt, men potentialet er endnu større. De globale udfordringer med at skabe en bæredygtig udvikling på jorden giver øge vækstmuligheder. Det er derfor et rigtig godt initiativ fra ministerens side, at nedsætte et vækstteam for ingrediensbranchen, så vi kan videreudvikle og øge væksten i en af Danmarks største succesindustrier, siger Leif Nielsen, branchedirektør for DI Fødevarer.
Vækstteamet får bistand til sekretariatsarbejdet fra Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet samt erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer.
Medlemmerne af vækstteamet:
• Bjarne Larsen, CEO, Danish Crown Ingredients (formand)
• Anna Haldrup, Institutleder, Institut for Fødevarevidenskab (FOOD) ved Københavns Universitet
• Christine Nellemann, Institutdirektør, DTU Fødevareinstituttet
• Claus Hviid Christensen, CEO, Nexus
• Henrik Jørgen Andersen, Senior Innovation Manager, Arla Foods Ingredients
• Jesper Thomassen, CEO, Nordic Sugar
• Johannes Palsson, CEO, FF Skagen A/S
• Lone Iven Director, Global Regulatory & External Affairs, Chr. Hansen A/S
• Mark Meier, Managing Director Nordic & Baltic, BASF
• Michelle Williams, Institutleder, AU Food
• Peter Torssell Iversen, CEO, Vilomix
• Søren Kjærulff, CEO, Fermbiotics ApS
• Tina Sejersgård Fanø, Executive Vice President, Novozymes