Sealing System købte i november sidste år en erhvervsejendom med tilhørende 22.000 kvm. grund på Hedemarken 1 i Grindsted, og nu er de 60 ansatte i fuld gang med at finde på plads. Det nye domicil, der er på godt 5.000 kvm., indeholder alle nødvendige faciliteter, administration, udvikling, produktion, montage. Sealing System har de senere år oplevet en positiv udvikling. Det gælder med hensyn til omsætning og antal medarbejdere – men også, og ikke mindst, med hensyn til omfang og funktionsindhold af de leverede ordrer.
– Udover Danmark er vi ved at etablere os i Norge og Sverige, og specielt i Norge har vi fået rigtigt godt fat hos nogle store fødevarevirksomheder, siger salgsdirektør Kjeld Østergaard Jensen.
Sealing System blev etableret i 1998 i Skovlund ved Ansager, og hvor firmaet i starten primært solgte enkeltstående pakkemaskiner er virksomheden nu oftest totalleverandør af komplette pakkelinjer: Fra fyldning af kundens produkter i en given emballage, pakning i f.eks. kartoner og frem til palletering, typisk med robot, samt folieomvikling af den færdige palle, klar til forsendelse.