Danmark er et traditionsrigt osteland. Men sommetider er der behov for at ruske lidt op i traditionerne med anderledes og komplekse smagsnuancer.
Riberhus bygger på det gode håndværk og gamle traditioner for dansk ostefremstilling. Men det afholder ikke ostemagerne fra Tistrup Mejeri i at sætte nye projekter og eksperimenter i søen. Det er nemlig en del af håndværket at gå nye veje. Og det er to nye oste fra Riberhus med til at understrege. De to oste bliver kaldt Mesterstykker Nr. 01 og Nr. 02 og adskiller sig fra andre Riberhus-oste ved, at være lavet på helt andre ostetyper end den klassiske Riberhus Danbo. Mesterstykker Nr. 01 er således en Samsø-ostetype, mens Mesterstykker Nr. 02 er en fast modnet ost med en lidt højere fedtprocent.
– Vi har set frem til at introducere Mesterstykkerne for danskerne, så de kan udforske de nye smagsnuancer. Selvom Riberhus-oste er kendetegnet ved at være dybt forankret i traditionerne, så er der ikke noget modsætningsfyldt i at dyrke fornyelsen på samme tid. Vores ostemagere er nemlig nysgerrige håndværkere, der gerne prøver nye tiltag som eksempelvis at ostene tilsættes nordiske urter, lagres i øl eller kommer i rygeovn, siger Camilla Blicher Simonsen, Kategoridirektør for ost hos Arla Danmark.
Mesterstykkerne rummer vidt forskellige smagsoplevelser. Mesterstykker Nr. 01 har en fyldig og aromatisk ostesmag med en let sødlig karakter og nøddeagtig aroma, mens Mesterstykker Nr. 02 er blevet koldrøget over bøgeflis, så den har fået en røget smag med en let sødmefuld røg-duft. De er udviklet og udvalgt personligt af ostemestrene på Riberhus.
Flere danske forbrugere er blevet madnørder
Danske forbrugere går mere og mere op i mad. Det betyder blandt andet, at vi gerne prøver kræfter med nye ingredienser og opskrifter i madlavningen og ikke mindst udfordrer vores smagsløg.
– Flere og flere danskere går op i madlavning, og hvordan fødevarer produceres. Det hænger blandt andet sammen med, at maden bliver set som en mulighed for at få nye, spændende oplevelser, hvor det handler om at udforske, undersøge og udfordre sig selv og sine smagsløg. Mesterstykkerne er blandt andet udviklet til disse madnørder. Men de er også udviklet til dem, der i forvejen spiser Riberhus oste, men gerne vil udfordres og overraskes med de spændende smage og nuancer i ostene, slutter Camilla Blicher Simonsen.