Teknologisk Institut afholder i januar i samarbejde med FoodNetwork temadagen ”Fremtidens løsninger på reduktion af madspild”. Her er fokus på nye teknologiske løsninger, som reelt kan reducere madspild, som er på 700.000 tons om året i Danmark.
På denne temadag er der inviteret aktører fra hele værdikæden til at give oplæg og diskutere løsninger på madspild. Deltagerne for mulighed for aktivt at bidrage til at igangsætte nye initiativer ved en 4-sporet workshop i mindre grupper, hvor alle ideerne, der er fremkommet på dagen, samles. Blandt emnerne er den nyeste forskning indenfor forbrugeradfærd, om den offentlige sektor skal være fødselshjælper med nye krav til leverandørerne og hvordan emballager og ændret forarbejdning af fødevarerne kan reducere madspild.
Helene Regnell (tidligere CSR chef i Dansk Supermarked) indleder dagen, hvor hun giver et oplæg om madspildets omfang i hele værdikæden. Hun har to væsentlige budskaber i sit indlæg: “Aktørerne skal tænke udover egen bundlinje, hvis madspildet skal reduceres i Danmark” og “Åbenhed om madspildets omfang i de enkelte led af værdikæden er afgørende for at nå resultater”
Leif Nielsen, direktør for fødevarebranchen i Dansk Industri, vil perspektivere de store erhvervsmuligheder i at reducere og udnytte spild i fødevareindustrien.
Fra MAPP-centret på Aarhus Universitet vil professor Jessica Aschemann-Witzel fortælle om den seneste forskning indenfor forbrugeradfærd og fødevaremarketing i relation til madspild. Der er flere faktorer, der har betydning, hvis forbrugerne skal ændre adfærd og reducere madspild.
Formand for Forum for Bæredygtige Indkøb, Betina Madsen, Københavns Kommune vil drage en parallel til historien om den danske omlægning til økologi, hvor offentlige indkøb var fødselshjælper. Kan man på samme måde formulere nye krav til offentlige indkøb, så man reducerer madspildet ved at stille krav til leverandørerne?
Karina Kjeldgaard-Nielsen fra Teknologisk Institut præsenterer hvordan nye, funktionelle og spildreducerende emballager kan bidrage til mindre spild. Anders Iversen vil desuden fortælle om forskellige metoder til hvordan holdbarheden af fødevarerne kan forlænges.
Temadagen afholdes på Teknologisk Institut i Taastrup onsdag d. 17. januar kl. 10-17.