Palcut A/S i Holstebro, specialist i løsninger til automatisk palletering, styrker den sociale og internationale markedsføring med ansættelsen af Kristine Nørskov Høgsberg som ny marketing manager.
Hun får ansvaret for at udvikle Palcuts digitale og sociale markedsføring – nationalt og internationalt – rettet mod forhandlere og kunder på det industrielle marked i Europa og Asien. Hun skal udbrede kendskabet til Palcuts løsninger og støtte forhandlerne i at udbygge den lokale markedsføring. Hun får desuden ansvaret for Palcuts online- og udstillingsaktiviteter.
Kristine Nørskov Høgsberg kommer fra TCM Group, der står bag Svane Køkkenet og Tvis Køkkener m.fl., hvor hun har haft ansvaret for den digitale forbruger- og forhandlermarkedsføring af gruppens brands. Her har hun gennem næsten 10 år opnået stor erfaring med online- og printkommunikation samt sociale medier, og i at arbejde på tværs af de forskellige medier.
Hun er 34 år og bachelor i International Kommunikation & Multimedier fra Aarhus Universitet.