Der bliver brug for mindst 900 nye Netto-medarbejdere de kommende måneder. Kæden søger både butikschefer og butiksassistenter til 60 nye butikker over hele landet. Samtidig med en jobannonce i XXL-størrelse offentliggør Danmarks største dagligvarekæde, hvor de første 10 af de lukkede KIWI butikker bliver til Netto’er.
Nettos landedirektør Brian Seemann Broe lægger ikke skjul på, at kæden har rygende travlt.
– Jeg kan garantere, at vi kommer til at arbejde på højtryk for at åbne op med et forstærket Netto-koncept. Lige nu glæder vi os til at få en masse friske kolleger om bord, så vi sammen kan pifte hverdagen op for forbrugere i alle egne af Danmark, siger Brian Seemann Broe.
Allerede sidst i juli forventes de første konverterede Kiwi-lejemål at åbne som Netto’er. Og derfra går det stærkt med mellem tre og fire ugentlige butiksåbninger.
– I forvejen havde vi lagt en ambitiøs plan for nye butiksåbninger og med de reviderede planer efter overtagelsen af Kiwi-lejemål, kommer der ekstra fart på. Hvis man vil med på førsteholdet i dansk dagligvarehandel, så er det bare med at komme ombord nu, fortsætter Brian Seemann Broe.
De første placeringer
Som tidligere omtalt har Dansk Supermarked overtaget 81 tidligere Kiwi-butikker. Godt halvdelen planlægges omdannet til Netto-butikker, og en række bliver til føtex food. De første der omdannet til Netto’er bliver i Haderslev, Ullerslev, Assenstoft v. Randers, Frederikshavn, Faxe Ladeplads, Odder, Løsning, Malling, Karlslunde og København K.