Den schweiziske fødevaregigant Nestlé oplevede i første halvdel af 2018 vækst i specielt Kina og USA, og nåede en omsætning på 43,9 milliarder schweizerfranc, svarende til godt 280 milliarder kroner. Nettoindtjeningen steg med 19 procent fra samme periode året før til 5,8 milliarder schweizerfranc, fremgår det af selskabets regnskab, der er fremlagt torsdag. Det svarer til godt 37 milliarder kroner.
– Vores resultat i årets første seks måneder bekræfter, at vores strategiske initiativer og strenge udførelse klart betaler sig, skriver adm. direktør Mark Schneider i regnskabet.
– Især markederne i USA og Kina viser en meningsfuld forbedring. Derudover er vi også glade for en øget organisk vækst i vores mad til spædbørn.
Regnskabet kommer, dagen efter at EU-Domstolen afviste en appelsag fra Nestlé, der i mere end et årti har arbejdet på at få eneret til Kit Kat-chokoladens udformning. Den kan brækkes i fire stykker, og den schweizere fødevaregigant mener, at den ejer den særlig form, som også konkurrenter har gjort brug af.
Det mente EU-Domstolen dog ikke. Den stadfæstede i stedet en tidligere afgørelse fra domstolens lavere instans, der har afvist, at Kit Kat-formen er et beskyttet varemærke.