Nemco, der er nordisk leverandør af løsninger til fødevareindustrien, har ansat to nye serviceteknikere Casper Guldmann og Steffan Vestergaard.
Casper Guldmann (22) er uddannet automatikfagtekniker. Han har stået i lære hos System TM og henvendte sig ved endt uddannelse uopfordret til Nemco for at tilbyde sin arbejdskraft og know-how. I fritiden kører Casper Guldmann gokart på hobbyplan.
Steffan Vestergaard (26) er uddannet maskinmester. Han har stået i lære hos Færch Plast. Som færdiguddannet fik Steffan Vestergaard i 2018 job hos Maersk Line og har arbejdet på containerskibe. Han spiller bl.a. fodbold i sin fritid.
Nemcos direktør Lars Olsgaard lægger vægt på, at Nemco med ansættelsen af Casper Guldmann og Steffan Vestergaard yderligere optimerer et af kendetegnene ved Nemco – nemlig den gode personlige kontakt mellem firmaets serviceteam og kunderne i fødevareindustrien.
– Hos Nemco har det enkelte menneske afgørende betydning. Vores ambition er at udføre den bedste service i markedet, og derfor er det ikke nok, at man er fagligt dygtig, hvis man vil være en del af vores serviceteam. Man skal også være god til de menneskelige relationer. Derfor har vi ansat Casper Guldmann og Steffan Vestergaard, siger Lars Olsgaard.