Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) risikerer at få en næse, fordi det har taget for lang tid med lovgivning, der skal begrænse antallet af kvoter for muslinger og østers. Det er budskabet fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
– Hun skal have en næse, fordi hun har indrømmet, at arbejdet med lovgivningen kunne være gået hurtigere. Dermed kunne vi have undgået den hamstring af kvoter, vi har set, siger fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) til TV Midtvest ifølge Ritzau.
Fiskeriministeren afviste på et samråd for nylig, at hun har været for langsom i optrækket. Hun mener, at partierne ikke har oplyst hende tids nok om deres ønske.
– Jeg skulle bare have vidst det, I skulle bare have bedt mig om at gøre det, sagde Eva Kjer Hansen.
Det ventes, at også SF og Enhedslisten vil gå med i beslutningen om at tildele Eva Kjer Hansen en næse, når Folketingets Miljø- og fødevareudvalg holder møde onsdag den 20. februar.