Kan deleøkonomien blive en fordel for restaurationsbranchen? Spørger man kok og iværksætter Frank Lantz, er svaret et entydigt ja. Han står bag startup-virksomheden TastePlease, der bringer kokke og gæster tættere på hinanden
TastePlease bliver blandt andet kaldt ”airbnb for smag”, men i modsætning til den amerikanske gigant søger Frank Lantz og hans team at samarbejde med den etablerede branche. På TastePlease kan alle dele deres passion for mad. Om du er kok, tjener, privatperson eller madblogger, er platformen stedet, hvor du kan invitere hjem, ned på din restaurant eller ud i det blå – dele nye koncepter, opskrifter og meget mere.
– Vi vil gerne tilbyde kokke og andre madaktører et nyt værktøj til at komme i dialog med kunderne, forklarer Lantz.
– Uformelle middage i private rammer eller særlige pop up-events er oplagte til at teste menuer og koncepter på et nyt publikum, og her tilbyder TastePlease nye værktøjer til, at du som for eksempel restauratør eller kok kan udvide cirklerne.
Det handler om at optimere indtjening
Én af de kokke, der allerede har taget konceptet til sig, er Morten Bech Køster, manden bag den københavnske gourmetrestaurant No 1 og madhuset No 1 Domus Portus på Østerbro. I marts inviterer han til sovseskole, hvor hverdagens kokke kan få hjælp til at samle bearnaisen og pudse kokkehåndværket af.
– Når man som jeg har været restauratør og kok i mere end 17 år, ved du, at jobbet også handler om at optimere din indtjening. I mit selskabslokale Domus Portus har vi for eksempel primært selskaber i weekenden, så muligheden for at kunne ramme nye målgrupper og afholde sjove og anderledes selskaber i ugens øvrige dage er super interessant for mig, siger Morten Køster, indehaver af No 1 Domus Portus.
Nye cirkler er altid interessante
Også Erik Frandsen fra Christianshavns Færgecafé er positivt stemt over for de nye muligheder, som TastePlease åbner op for. Han afholder i foråret en række snapsearrangementer, som han har oprettet gennem TastePlease.
– Der er jo efterhånden mange platforme, hvor du kan sælge billetter til events, men det er klart, at den markedsføring, som TastePlease varetager på dine vegne, er helt afgørende. Jeg har Christianshavns Færgecafé med egen færge, som året ud slår dørene op til alt fra byvandringer, snapseskoler, love-boat i forbindelse med priden, skaldyrskalaser m.m.. Kreativiteten fejler ikke noget, men det der med at sælge billetter og få sit budskab ud til andre end dine stamgæster er altid en øvelse. Hvis TastePlease kan gøre en forskel dér, er det virkelig interessant for mig, siger Erik Frandsen, kok og indehaver af Christianshavns Færgecafé på femte år.
Sådan virker TastePlease
Alle kan oprette sig som bruger på http://www.tasteplease.com og søge efter lokale madoplevelser.
Har man ideer til en ny event, er det nemt at oprette sig som vært på siden.
Det er værterne alene, der fastsætter pris og menu samt tid og sted for deres events.
TastePlease håndterer betalingen og sikrer derved værterne ved no-shows.
TastePlease gik i luften i 2017 og har på de første måneder skabt flere end 6.000 brugere, afholdt over 100 events og er i gang med at fundraise en million euro til at videreudvikle konceptet.