De fleste spiser flere mellemmåltider i løbet af en dag, og gennemsnittet er mellem fem og syv måltider dagligt viser en ny undersøgelse.
Hele 93 pct. af danskerne har købt mellemmåltidsprodukter som nødder, yoghurt eller kiks inden for det seneste år, og kendetegnende for produkterne er, at de er nemme at spise på farten eller derhjemme, når tiden ikke lige er til madlavning.
– Danskerne lever et travlt liv, hvor vi ofte spiser, mens vi er ude og køre, sidder foran fjernsynet eller er på studie og job. Det påvirker vores madvaner og gør, at vi spiser flere små mellemmåltider i løbet af dagen. Det er især om eftermiddagen og efter aftensmaden, at der spises mellemmåltider, siger Tove Færch fra Arla og fortsætter:
– Mellemmåltiderne kan være alt fra energi- og chokoladebars til mejeriprodukter som skyr, ostestænger eller drikkeyoghurt til frugt og grove kornprodukter, som er lette at spise, mens man laver noget andet.
Undgå at falde i sukkerfælden
Mellemmåltider er ideelle i løbet af en lang skole- og arbejdsdag, hvor lavt blodsukker kan få energiniveauet og koncentrationsevnen til at styrtdykke. Og når det sker, kan slik, chips eller pølsebrød virke fristende for at få et hurtigt energiboost.
Men med en smule forberedelse og små mellemmåltider i tasken kan du undgå at falde i sukkerfælden, når den lille sult melder sig, mener Tove Færch.
– Det er en god idé at forberede nogle mellemmåltider, som kan tages med, så du altid har noget at spise, når sukkertrangen melder sig. Tænk gerne i mellemmåltider, som kan spises på farten, ikke kræver den store forberedelse og holder sig lækre hele dagen. Det kan være alt fra et par skrællede gulerødder eller æblebåde til hjemmelavede grovboller med ost eller portionspakkede mejeriprodukter, mener hun.
Tove Færch slår fast, at det generelt er vigtigt at holde en aktiv livsstil med sund og varieret kost. Hun råder alle der i tvivl om, hvilke måltider kroppen har brug for i løbet af dagen, til at læse mere på Fødevarestyrelsens officielle kostråd, hvor man også kan få gode råd til at skære ned for sukkeret.