Martin Daasbjerg er blevet 68 år gammel, og det er efter eget udsagn årsagen til, at han har valgt at sælge sit andeslagteri i Struer, hvor han har oplevet både medgang og modgang siden han etablerede slagteriet for 5 år siden.
– Jeg må erkende, at jeg ikke kan blive ved med at arbejde 16-18 timer hver dag, fortæller han til TV Midtvest.
Initiativtageren til Dansk And fik en rædselsfuld start, da han som ejer af Dansk And måtte trække mere end 1100 juleænder tilbage i 2015 pga. afvigende lugt. Tilbagetrækningen kostede mange penge og efterfølgende Brexit, fugleinfluenza mv. gav så store tab, at Martin Daasbjerg i 2017 måtte erklære virksomheden Dansk And, konkurs.
Martin Daasbjerg fik dog samlet en række nye investorer og kunne starte virksomheden Dansk Andeudvikling, hvis slagteri nu er solgt til Dan Duck A/S. I forbindelse med salget siger Martin Daasbjerg til TV Midtvest, at han har knoklet benhårdt for at få nogle arbejdspladser etableret i Struer.
– Det er lykkedes, og jeg er rigtig glad for, at der er nye yngre kræfter, der vil bringe det videre. Det giver mange flere muligheder, som det ikke har været muligt for mig at løfte alene. Jeg har kendt de nye ejere længe, og jeg sætter stor pris på dem, siger han til TV Midtvest.