Det danske initiativ MADmovers, som Arla står bag i samarbejde med Arla Fonden, er rullet ud i et pilotprojekt i Dubai. Formålet er at bruge de danske erfaringer til at engagere børn og unge i Mellemøsten til sundere madmaver. Projektet kulminerede med en konkurrence, hvor to danske 6. klasser dystede mod 6. klasserne i Dubai.
Sidste år lancerede Arla initiativet MADmovers, der er et gratis undervisningstilbud til 6. klasser om at gentænke og forbedre måltiderne i skolen. Projektet var så stor en succes, at de danske erfaringer nu skal spredes ud til andre dele af verden som et led i Arlas sundhedsstrategi. Første skridt på vejen er Mellemøsten, hvor et pilotprojekt på Dubai British School Jumeirah Park har været i gang siden januar. Her har en hel årgang 6. klasser med i alt 87 børn arbejdet med løsninger til gode og sunde morgenmadsvaner.
Projektet kulminerede i Dubai med en ceromoni med besøg fra fødevare- og miljøminister, Esben Lunde Larsen, og undervisningsminister i De forenede Emirater, Jameela Al Muhairi. Her konkurrerede 6. klasserne i Dubai mod to danske 6. klasser – 6. A på Parkvejens Skole i Odder og 6.C på Mårslet Skole – om at finde de bedste løsninger på udfordringer, de oplever i forbindelse med morgen- og frokostmåltidet. Løsningerne blev præsenteret i videofortællinger, eleverne selv har lavet.
De to ministre havde fået til opgave at kåre vinderne af konkurrencen. Danske 6.C på Mårslet Skole vandt i kategorien ”Problemløsning og innovation”, og en klasse fra Dubai løb med sejren i kategorien ”Kompetent kommunikation”. De kan nu se frem til en tur til Legoland, som både ligger i Dubai og Danmark. Esben Lunde Larsen tager præmien med hjem til 6.C på Mårslet Skole.
Ligheder mellem børn i Danmark og Mellemøsten
Anja Søholm, sponsor- og eventchef hos Arla, har de seneste tre måneder været udstationeret i Dubai for at lægge en strategi for, hvordan danske erfaringerne fra eksempelvis MADmovers og Arla Food Danmark kan gøre gavn i Dubai. Hun oplever, at der er gode forudsætninger for, at børnene kan inspirere hinanden:
– Mange af de udfordringer, som de har i Dubai, kender vi fra Danmark. Eksempelvis bruger børnene rigtig meget tid på mobiltelefonen og foran computerskærmen i stedet for at bevæge sig. Vi kan derfor lære af og inspirere hinanden til, hvordan vi gør det legende sjovt at spise sundt, og sætter gang i initiativer og løsninger, der kan øge bevidstheden om gode og sunde kostvaner, fortæller Anja Søholm.
– Eleverne var enormt engagerede, da de skulle lave filmen til konkurrencen. Og de synes, det er fedt at være med. Samtidig har det betydet, at klassen igen har fået gang i den Snapchat-gruppe, hvor de deler billeder af deres madpakker, og at eleverne husker hinanden på, hvilke aftaler de har lavet for at få en god frokostpause, siger Pernille Skov.
En smule længere mod syd sad lærer Rikke Søgaard fra Parkvejens Skole i Odder sammen med sin klasse og fulgte slagets gang i Dubai. Hun har også haft en god oplevelse med sine elever, der så frem til at se de løsninger, eleverne i Dubai var kommet op med:
– Eleverne synes det er helt vildt spændende at blive klogere på, hvad de gør i Dubai og lære mere om de perspektiver, som de bringer på banen. Og så har det også været en stor motivationsfaktor, at der rent faktisk er nogen, som skal se den video, som de har lavet, siger Rikke Søgaard.