Lidl har gennem pantdonationer samt salg af bl.a. julekuponer samlet over 327.000 kr. ind til Danske Hospitalsklovne.
– Julen er en helt speciel tid for børnene, og det er derfor fantastisk, at vi for tredje år i træk modtager en så flot julegave fra Lidl og deres kunder. Hospitalsklovnene spreder glæde og julestemning på hospitalerne og med donationer som denne fra Lidl, kan vi fortsætte med at glæde og opmuntre børnene, siger Danske Hospitalsklovnes direktør Kenneth Øhrberg.
– Samarbejdet med Danske Hospitalsklovne betyder meget for os, og vi er meget stolte af den store tilslutning, vi har set fra vores kunder. Beløbet på hele 327.000 kr. vidner om en stærk interesse for at støtte den gode sags tjeneste. Det er rigtigt dejligt, at vi endnu en gang kan bidrage til gode oplevelser for børnene på de danske hospitaler, fortæller kommunikationschef i Lidl, Morten Vestberg.
Lidls kunder kan året rundt vælge at donere deres pant til Danske Hospitalsklovne, og som ekstra tiltag havde Lidl valgt, at donere 50 øre for hvert solgt Favorinaprodukt som konfekt, juleknas og kager.
”Vi er vist mange der har en sød tand, og som gerne vil forkæle os selv og vores nærmeste lidt ekstra i julen. Favorinaprodukterne var derfor et naturligt valg, siger Morten Vestberg og tilføjer:
– Når man går all-in på de søde sager henover julen, så er det rart at vide, at man samtidig støtter et godt formål.