Den 11. januar afsluttede Lantmännen Unibake opkøbet af den australske leverandør af premium bageriprodukter, Bakery Du Jour, og tilføjer dermed Melbournebageriet og dets 90 ansatte til Lantmännen Unibakes globale familie af bagerier.
Opkøbet vil øge Lantmännen Unibakes produktionskapacitet og skal åbne døren til et af bagerivirksomhedens regionale priotitetsmarkeder, hvor man ønsker at opbygge en stærk tilstedeværelse.
– Købet af Bakery Du Jour er en vigtig investering i det australske bagerimarked. Bakery Du Jour har en stærk historie og position på det australske marked og udgør en stærk platform for Lantmännen Unibake, siger Werner Devinck, der er CEO i Lantmännen Unibake.
Siden 2006 har Lantmännen Unibake med succes eksporteret dele af sine store portefølje inden for bageriprodukter til det australske marked. Købet af Bakery Du Jour understøtter væksten i Australien med lokalt producerede produkter, der vil styrke bagerikoncernen i at dække både nuværende og fremtidige kunders behov:
– Vi har naturligvis analyseret, hvordan Bakery Du Jours kapacitet passer ind i vores globale produktionsapparat, og vi ser et stort potentiale for at skabe vækst. Herudover ser vi også en række muligheder for at kunne reducere vores negative klimaaftryk ved at udnytte lokale ressourcer på strategiske markeder endnu bedre, siger Werner Devinck.
Bakery Du Jour blev grundlagt af familien Gaspar for mere end 20 år siden. I dag producerer og distribuerer bageriet hvert år mere end 100 millioner bageriprodukter, primært croissanter, til både detailhandlere og foodservice i Australien.