Tilbagegang for bestandene af vilde bier, som er livsnødvendige for bestøvningen af vores afgrøder, har længe vakt bekymring.
Nu er også landbruget, der ejer næsten to tredjedele af det danske areal, parat til at gøre en indsats med en ny kampagne. Det er første gang, at landbruget går aktivt ud og opfordrer landmændene til at gøre noget konkret for at skabe bedre vilkår for de vilde bier.
– Bierne er en vigtig del af naturen, for de hjælper til at bestøve afgrøderne, siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.
– Vi har forsøgt at gøre det konkret med en række anbefalinger i samarbejde med fagfolk, siger han.
Landmændene får ti anbefalinger til, hvad de kan gøre på deres bedrifter for at passe bedre på bierne. Biolog og naturvejleder Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus har blandt andet bidraget.
– Vi står i en biodiversitetskrise, hvor flere og flere arter forsvinder. Landbruget ser jo også, at der er et stigende fokus på biodiversitet, så det her er også et oplysningsprojekt for landmændene om, hvad de som store forvaltere af det danske landskab kan gøre.
Rune Havgaard Sørensen er sekretariatsleder i Danmarks Biavlerforening. Han undrer sig dog over især én ting.
– Det er glædeligt, at landmændene også vil passe på bierne, selv om mange af anbefalingerne mest er, hvad man kan kalde almindeligt godt landmandsskab, siger han.
Til gengæld kalder han det en total misforståelse, når landbruget peger på etablering af blomsterbrakområder, men samtidig giver det den laveste værdi af de ti anbefalinger.
– Det er jeg stærkt uenig i. Blomsterstriber i markerne er med til at sikre føde for bier og andre insekter gennem hele sæsonen. Jeg ved godt, at det er et af de steder, hvor landmændene så selv skal yde lidt ekstra. Men det er samtidig også der, hvor de for alvor har mulighed for at gøre en forskel, siger han.