De kongelige privilegerede kroer kan måske beholde titlen og deres kroner. Der tegner sig et flertal i Folketinget, der bakker kroerne op, og dermed siger nej til Rigsarkivets ordre om at pille kongekronen ned.
Det er Rigsarkivet, som ønsker at håndhæve en 100 år gammel lov om, hvem der må bære titlen og kronen. Men sådan skal det ikke være, lyder det fra Michael Aastrup Jensen, der er medlem af Folketinget for Venstre.
– Vi synes, det er absurd, at man lige pludselig tager en støvet gammel lov fra 1920 ned fra hylden og begynder at sige, at nu skal vi til decideret at politianmelde de kroer, som i flere hundrede år har brugt en lukket kongekrone, siger Michael Aastrup Jensen.
Udover Venstre bakker Dansk Folkeparti og De Konservative op om forslaget, mens Socialdemokraterne støtter, at sagen bliver rejst i Folketinget. Dermed tyder det på, at kroerne får lov til at beholder titlen og kronerne.
Og det er de glade for på Nørre Vissing Kro ved Skanderborg, hvor de betragter kronen som en vigtig del af deres historie.
– Jeg siger tak. Det gør jeg på Nørre Vissing Kros vegne og på hele krostandens vegne. Jeg er ikke i tvivl om, at vi alle vil få gavn af det her, siger Morten Mygind, der ejer Nørre Vissing Kro til TV2.