Det er blevet billigere at fylde indkøbskurven med økologi.
Prisen på mange økologiske dagligvarer er faldet knap en femtedel på bare to år. Også økologisk frugt og grønt bliver hastigt billigere, viser Forbrugerrådet Tænks årlige pristjek.
– Vi har set en faldende tendens over flere år, og vi mener, at det er meget positivt for forbrugerne. For når økologien bliver billigere, kan den komme ud til flere, siger Camilla Udsen, seniorrådgiver hos Tænk.
Danskerne er i forvejen det folkefærd, der løber flest økologiske varer og i 2017 var omkring 13 procent af alle fødevarer solgt i de danske butikker økologiske, og andelen stiger fortsat. Derfor er det også naturligt, at supermarkederne bruger økologien i markedsføringen mener Henning Bahr, der er direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute.
– Nu indgår det i kædernes skarpe kamp om markedsandele, og det presser prisen ned i et fornuftigt niveau. De accepterer en lidt lavere avance, mod at de forhåbentlig får flere kunder, der også fylder kurven med andre varer, siger Henning Bahr ifølge Ritzau.
Han suppleres af Thomas Roland, chef for social ansvarlighed i Coop Danmark. Han forklarer, at der på godt og ondt, er sket en specialisering og professionalisering i den økologiske sektor, så virksomhederne producerer til en stadig bedre pris. Han peger også på konkurrencen om kunderne som en forklaring på de faldende priser. Men han tror ikke nødvendigvis, at det kan fortsætte i samme tempo.
– Nu har producenterne og vi høstet nogle af de umiddelbare gevinster, så det kan ikke blive ved for evigt. Det ser man også på mælk, som var den første kategori, som blev rigtig stor inden for økologien, siger Thomas Roland.