Hotel- og Restaurantskolen, der er Nordeuropas største brancheskole, har netop modtaget Undervisningsministeriets godkendelse til at tilbyde en ny HTX-linje. Det betyder, at skolen fra august udvider med to nye gymnasielinjer, der som de første i landet får fokus på gastronomi, bæredygtighed, økologi og innovation. HTX’en vil også have de almene fag som matematik, fysik og kemi, men med fokus på innovation og gastronomi.
– Andre tekniske gymnasier arbejder også med bæredygtighed, men vi vil gerne gøre det endnu mere skarpt og fordybe os i gastronomien. Det kan være, at vi vil finde ud af at udnytte det tang, som Danmark har rigtig meget af, men ikke bruger til noget. Måske kan det laves til tang-corn-flakes? Det skal berige samfundet og have et formål, siger uddannelseschef på Hotel- og Restaurantskolen Mei-Li Huang Carstensen.