Tal fra Arla viser, at salget af piskefløde mere end fordobles i december måned, mens danskernes opskriftssøgninger afslører, at især risalamande er en vigtig del af vores jul.
Julen er traditionernes tid, og julemaden er ingen undtagelse. Risalamande, pebernødder og kartofler med brun sovs er blot nogle af de retter, som vi danskere elsker at kokkerere til jul. Og én ting er sikker: Maden skal tilberedes på gammeldags manér med en masse kærlighed, smag og piskefløde.
Derfor kan piskefløden også findes i de fleste danske indkøbskurve i december måned, hvor vi køber mere end dobbelt så meget fløde som i årets øvrige måneder. Salgstal fra Nielsen ScanTrack på vegne af Arla viser, at der de sidste tre år er blevet langet gennemsnitligt 6,4 millioner kartoner halvliters fløde over disken i julemåneden.
Det høje salgstal er en tendens, der gentager sig år efter år. Og som kan skyldes, at vi danskere forkæler os selv og hinanden lidt ekstra i december måned.
– Julemaden er for langt de fleste danskere en helt uundværlig del af juletraditionerne, og derfor må julemaden godt være lidt mere syndig end til hverdag. Og for at få julemaden til at smage præcis ligeså godt, som den plejer, skal der piskefløde til, så retterne bliver perfekt afrundede og får den helt rigtige smag, siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken gennem 26 år.
Risalamande og kartoffelsuppe er danskernes mest søgte juleopskrifter
Det er dog ikke kun salgstallene, der afslører, at vores vaner ændrer sig i december måned. Vi er også traditionsbundne, når det kommer til julemenuens dessert. Det ses tydeligt i vores søgehistorik, hvor man ikke skal lede længe for at se, hvad danskerne især bruger de mange liter piskefløde til.
Tal fra Karolines Køkkens opskriftsdatabase viser nemlig, at vi søger på den klassiske opskrift på risalamande med kirsebærsovs mere end 215.000 gange i løbet af december. Det er dermed den opskrift med fløde, som danskerne søger mest efter i julemåneden.
– For mange danskere er det ikke rigtig jul, før den traditionelle risalamande kommer på bordet. Derfor er det ikke overraskende, at risalamande er danskernes foretrukne juledessert. Den gode, runde smag af fløde og vanilje er indbegrebet af hygge for mange danskere, og så er jagten på mandelgaven selvfølgelig også en vigtig del af vores juletraditioner, siger Tove Færch.
Hun oplyser at danskernes søgning på risalamande med kirsebærsovs efterfølges af kartoffelsuppe og citronfromage, som tager anden- og tredjepladsen over populære opskrifter blandt danskerne i julemåneden. Det efterfølges af pandekager og pebernødder.