Fødevarefokus.dk skrev før jul om Dansk Supermarkeds satsning på “hakket” og nu følger Irma trop med plantefars som en fast del af sortimentet i kædens 79 butikker og et nemt kødfrit alternativ. Lanceringen af den nye plantefars kommer i forlængelse af lanceringen af to versioner af plantefars i 2017; Irmas Falafelfars og Irmas Bønnefars. Derover har også vegetar-/veganer-konceptet ”Det Grønne Marked”, der siden sommer har været testet i 20 Irma-butikker, vist sig at være en succes i et dagligvaremarked, der ellers ikke er præget af den store vækst.
– Det Grønne Marked med et bredt sortiment af vegetariske og veganske varer peger direkte ind i tidens trend med at spise mindre kød. I Irma har vi med vores urbane beliggenheder et særligt godt kundeunderlag til den kødfrie trend, der betyder, at vi har tredoblet omsætningen i vores testbutikker, og derfor implementerer vi konceptet i resten af Irma i 2018. Set i det lys, ved vi, at vores kunder efterspørger endnu flere grønne alternativer til kød, og derfor lancerer vi nu plantefars i alle vores butikker, siger Anette Christensen, konceptchef for Irmas vegetariske koncept.
Plantefarsen, der ifølge konceptchefen til forveksling ligner hakkekød fra slagterens køledisk, består blandt andet af soja, hvede, kartoffel, majs, rødbede og æg fra fritgående høns og kan bruges som substitut for almindelig fars i både burgere, lasagne, frikadeller, bolognese m.m.
Lanceringen af den nye plantefars sker også som en del af Irmas nye delikoncept, hvor der i lighed med tidens trend og efterspørgsel fra kunderne i flere retter er skruet ned for kød og op for grønt.