Lørdag den 2. marts og søndag den 3. marts vil Forum dufte af mad fra hele verden, når Irma for 5. år i træk inviterer til messen Mad & Glæde.
Over 10.000 gæster ventes at besøge messen Mad & Glæde, som i forhold til tidligere år byder på flere aktiviteter og workshops for de besøgende.
Blandt disse kan nævnes prøvesmagninger med verdens førende vinhuse, bagning med vildgær i det økologiske bageri, sushi for børn med med Micki Cheng og ikke mindst foredrag og debat med nogle af de bedste navne fra dansk gastronomi, som Adam Price, Jacob Mielcke, Dak Wichangoen (fra KiinKiin), Louisa Lorang og Emil Obel fra Den Store Bagedyst.
Endelig kan man møde mange af menneskene bag, Irmas varer og få masser af smagsprøver, når over 100 leverandører stiller deres stande op.
– Vi har oplevet en stadig større interesse for denne messe. Det viser, at københavnernes interesse for god kvalitet, gastronomi og historien bag varerne er voksende, siger Irma-direktøren Søren Steffensen.
Billetterne koster 125 kr. i forsalg og 150 kr. ved døren. Børn under 12 år har gratis adgang. Se mere på irma.dk.