For ti år siden blev forbrugerne lovet fødevareemballage, der kan advare dem, når bakterier i fødevarerne er for mange. Men den intelligente indpakning er så dyr, at den næppe bliver til noget. Flere af de store spillere i fødevareindustrien har brugt tid på at undersøge mulighederne.
– Det er ikke mangel på vilje. Det er et spørgsmål om at finde noget, som kan fungere, og som er præcist nok, siger Theis Brøgger, pressechef hos Arla, der fastslår, at det også handler om pris og efterspørgsel. Theis Brøgger fortsætter:
– Hvis det får en liter mælk til at koste 13 kroner i stedet for syv kroner, går det jo bare ikke. Det vil forbrugerne ikke synes om.
Hos pålægsproducenten Tulip har man også længe været bekendt med de nye indpakningsløsninger uden dog for alvor at rykke på dem.
– Prisen er relativt høj, og vi tvivler på, at forbrugeren har lyst til at betale for det, siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationschef hos Tulip til Berlingske Business i dag.