Begreber som Industri 4.0, IIoT og digitalisering slynges ofte rundt i den offentlige debat som noget, der bliver afgørende for fremtidens arbejdsmarked og samfund. Det gør det også, men det er langt fra alle virksomhedsejere i industrien, der forstår den indvirkning, det kan have på deres forretning – både på godt og ondt.
Det vil initiativet Smart Industry Forum gerne lave om på. Derfor har de etableret sig som netværk, og for tredje år i streg afholder de en international konference i København, som netop fokuserer på den smarte industri. I år er temaet, hvordan IIoT (Industrial Internet of Things) kommer til at forandre maskinbyggernes forretningsmodeller.
Digitale frontløbere
Lige så truende som den fjerde industrielle revolution kan lyde, lige så mange muligheder bringer den også med sig. Det kan en lang række virksomheder med en stærk, digital profil skrive under på. Derfor kommer prominente talere fra virksomheder som Amazon, IKEA, Volvo og Alfa Laval og fortæller om deres erfaringer med at retænke forretningsmodeller og omfavne digital transformation for at sikre deres markedsrelevans og fortsatte vækst. World Economic Forum bidrager til at give deltagerne det socioøkonomiske perspektiv på industriens udvikling.
Virksomheders digitaliseringsrejse vil blive svær for ensomme ulve. Smart Industry Forum bakker op om at dele erfaringer, videregive viden om trends og få indsigt i best-practice-eksempler fra andre spillere i branchen. Derudover er det vigtigt at få indsigt i den data, man som virksomhed har til rådighed, og i forbrugervaner, så man kan bygge profitable og bæredygtige forretningsmuligheder op. Det kan fx være at udvide sin forretning til at inkludere biler på abonnement, som Volvo blandt andet har gjort vha. indsigt i forbrugernes vaner og samfundstrends, som Thomas Andersson, vice president hos Care By Volvo – Mobility Solutions, vil tale om på årets konference.
Tredje år
Konferencen den 7.-8. juni, som afholdes på Tivoli Hotel i København, bliver den tredje af sin slags. Det markerer derfor også tre år med det netværk af virksomhedsledere i produktionsindustrien, der samles med det formål at skabe fokus på de nye teknologier som fx automatisering og robotteknologi og deres indvirken på og samspil med organisationer og mennesker.
Netværket vil sætte digital transformation øverst på direktørernes og automationschefernes dagsorden, få dem til at se på deres forretning og branche med nye øjne og give dem konkrete eksempler og redskaber, de kan bruge strategisk i deres udvikling.