IKEA kom før jul under kritik for fejlagtigt brug af et velfærdsmærke på kyllinger. I den forbindelse lovede koncernen at nye tiltag var undervejs. Og denne proces er måske blevet speedet op, idet man allerede nu lancerer IKEA Food Better Programmes i IKEAs Restauranter, Bistroer og Svenske Madmarkeder på 49 markeder verden over.
The Better Chicken Programme er det første program i rækken af initiativer, og beskriver kriterier for en mere bæredygtig kyllingeproduktion hos IKEAs leverandører og adresserer dyrevelfærd, folkesundhed og den enkelte producents miljøpåvirkning.
Programmet skal sikre, at slagtekyllinger opdrættes i overensstemmelse med kriterier, der fremmer bedre dyrevelfærd, såsom mere plads (maks. 30 kg/m2), belysning, berigelse og opdrættets med forbedrede sundhedsmæssige resultater til følge. Programmet fokuserer på ansvarlig brug af antibiotika og adresserer væsentlige miljøeffekter som afskovning og forurening fra gødning.
– Udviklingen af the Better Chicken Programme har været under udarbejdelse i to år, og vi kan nu præsentere det første initiativ i rækken af programmer for en mere bæredygtig produktion af landbrugsdyr. Det er udtryk for vores forpligtelse til at skabe positive forandringer og løfte standarden i hele fødevareindustrien, siger Jacqueline Macalister, Health & Sustainability Manager, IKEA Food Services AB.
Balladen i Danmark
I Danmark modtog IKEAs danske afdeling i 2012 The Good Chicken Award, da man på daværende tidspunkt samarbejdede med en leverandør, der fulgte en række kriterier for god dyrevelfærd. Sidenhen skiftede IKEA Danmark til en anden leverandør, der fulgte nogle andre kriterier, og har derfor afleveret prisen tilbage.
– Det er naturligvis ikke et forløb, vi er stolte af, og jeg beklager meget, hvis vi har givet kunderne det indtryk, at vores kylling levede op til disse krav. Det kylling vi sælger i IKEA Danmark i dag, lever op til den tyske QS kvalitetsstandard, men jeg er meget glad for, og stolt over, at vi nu får nogle programmer der forbedrer dyrevelfærden i IKEAs fødevarekæde, som er ambitiøse og vil være med til at hæve standarden i hele industrien, siger Stuart Cowan, IKEA Food manager i Danmark.
Kriterierne i the Better Chicken Programme bliver implementeret i to faser afhængigt af mulighederne på hvert enkelt marked. Implementeringen af nogle af kriterierne har deadline i 2020, mens fuld implementering af programmet forventes at være i 2025.
– Vi er allerede i dialog med forskellige relevante interessenter og leverandører om mulighederne på det danske marked, men det vil kræve forandringer i industrien og derfor vil den fulde implementering tage noget tid, siger Stuart Cowan.
Han forklarer, at IKEA Food Better Programmes gælder på alle IKEAs markeder og er udviklet gennem input fra eksperter, NGO’er og leverandører. Programmerne indeholder minimumskrav til leverandørerne. Målet er, at IKEAs indkøb af alle dyrearter – kylling, læggehøns, svin, laks, oksekød og malkekvæg – lever op til kriterierne inden 2025.