Den tyske hvidevarevirksomhed Miele har investeret i det danske machine learning-startup Plant Jammer. Plant Jammer, som arbejder for en fleksitarisk revolution, har udviklet en AI-baseret køkkenassistent, der skal hjælpe det vestlige køkken væk fra kødet i centrum til plantebaseret kost – blandt andet med en række pilotprojekter i samarbejde med Miele.
Plant Jammer har hevet kunstig intelligens ind i køkkenet, og nu har det danske startup også hevet sig en investering ind fra den tyske hvidevarekæmpe Miele.
Miele Gruppen har erhvervet sig en minoritetspost i Plant Jammer for en kontant investering på 100.000 euro samt 50.000 euro i piloteksperimenter. Eksperimenter, hvor Plant Jammer skal hjælpe Miele med at komme tættere på især nye brugere i virksomhedens eksperimentelle køkken-setup.
– Vi satte os for at finde ud af, om Plant Jammers tilgang kunne være et holdbart alternativ til opskrifter for kommende generationer, og de indledende tests har været et syngende ja,” siger Gernot Trettenbrein, Executive Director, Miele Venture Capital.
Tre millioner opskrifter gør dig til vegetarisk mesterkok
Plant Jammer har udviket en AI-baseret køkkenassistent, som ved at have tygget sig gennem mere end tre millioner opskrifter, kan hjælpe alle med at være en inspirerende kok. I stedet for at starte med en opskrift, starter man nemlig med ingredienserne – de grønne af slagsen. Plant Jammers vision er nemlig først og fremmest at ændre den vestlige diæt fra kødfokuseret til plantebaseret, uden det føles som en løftet pegefinger eller hårdt arbejde.
– Vi hjælper vores brugere med at tænke som en kok. Ni ud af ti brugere er super glade for at lave mad med Plant Jammer, en håndfuld kalder det endda en revolution. Vi kunne ikke have bedt om en bedre start. Men vi har stadig mange ting at forbedre. Vi vil ikke kun skabe små krusninger, men ændre de globale køkkenvaner blandt millioner. Så selvfølgelig har vi meget mere arbejde foran os, siger CEO i Plant Jammer, Michael Haase efter de første tests i Mieles eksperimentelle køkken-setup. Det er her, hvor de to virksomheder skal arbejde sammen med testbrugere på nye ideer til køkkenudstyr og -flader.
– Plant Jammer er et af de mest interessante AI-projekter i Danmark lige nu. De kommer til at ændre madvaner på globalt plan. Plant Jammer består af en unik kombination af emerging tech, AI, og skaber forandring inden for et hastigt voksende område. Desuden har CEO i Plant Jammer Michael Haase formået at samle et super stærkt team til at eksekvere hans vision. Vi er derfor heller ikke overraskede over at se en stor spiller som Miele investere i Plant Jammer, udtaler Oliver Repenning, Business Accelerator and Investment Manager, Accelerace.
Plant Jammer blev sat i kontakt med Miele i forbindelse med et muligt accelerator-forløb, men efter et par samtaler lød beskeden til startuppet, at de ikke behøvede mere pitch-træning. De virkede skarpe på, hvilken værdi de ville skab for deres brugere. Og det ville Miele gerne samarbejde om.
– Jeg er overbevist om, at den træning vi fik i Accelerace gjorde dette muligt. I særdeleshed, kan jeg huske en accelerace problemløsning, hvor vi fik rådet at fokusere ind til benet – lav en knivskarp vision for den værdiskabelse i vil give brugeren… og så brug alle resourcer på den værdiskabelse”. Uden det råd havde vi nok brugt en masse resourcer på at sælge krydderier og merchandise… og så stod vi ikke, hvor vi står i dag, forklarer Michael Haase, CEO Plant Jammer.
Miele har desuden sikret sig retten til at deltage i næste investeringsrunde, hvor de regner med at lægge flere penge i det grønne startup.