En ny video, Hak & Pak, viser, hvordan man på slagteriet i Holsted hver uge producerer tusindvis af bakker hakket oksekød til de danske supermarkeder. Filmen er et led i kampagnen Hak & Hverdag på Danish Crowns Beefs Facebook-side.
De færreste har konkret viden om, hvordan kødet og bakken med hakket oksekød præcist bliver til, før den havner i supermarkedernes kølediske. Det vil Danish Crown Beef gerne vise forbrugerne, og derfor inviterer man nu alle med inden for på slagteriet i Holsted. I en ny video, Hak & Pak, forklarer CEO Finn Klostermann, hvordan afdelingen hver uge producerer tusindvis af bakker hakket oksekød til de danske supermarkeder.
Videoen er seneste skud på stammen i kampagnen Hak & Hverdag, som netop nu kører på Beefs Facebook-side.
– Forbruget af hakket oksekød vokser, og vi vil gerne booste opmærksomheden om produktet. Markedsundersøgelser viser, at forbrugerne ikke har et klart forhold til, hvordan kødet produceres. Men når vi fortæller historien om det, bliver folk meget positive. Vi får værdifulde kommentarer til videoen på vores Facebook-side, som vi bruger til at forstå forbrugernes holdninger bedre, fortæller Community Manager Pia Paulsen.
– Der er også fordomme om den måde, vi fremstiller hakkekødet på, og dem vil vi gerne til livs. Det lykkes ganske godt, viser erfaringerne, for folk kan generelt godt lide at se videoer, der viser, hvordan ting bliver fremstillet. Også når det kommer til vores hakkede oksekød, siger Pia Paulsen.
Videoen kan også ses på youtube.com.