Sidste år delte fødevareBanken, hvad der svarer til 1,8 millioner måltider ud til socialt udsatte. Mad der var til overs i fødevareindustrien, og som i stedet kom socialt udsatte til gode. Nu kan nogle af de mange modtagere se frem til at få del i en række lækre oste. For julegaven til de ca. 19.000 ansatte og 3.000 ejere i Arla i Danmark, var en gaveæske med en blanding af 13 af mejeriets oste samt andre af årets nyheder.
Efter jul og nytår var der ca. 120 gaveæsker med oste i overskud, som Arla nu har besluttet at donere til fødevareBanken.
”fødevareBanken er i forvejen en god og stabil samarbejdspartner, og derfor var det naturligt at spørge dem, om de var interesseret i at aftage pakkerne. Vi ved af erfaring, at de kan løse opgaven, så produkternes kølekæde bliver overholdt og fødevaresikkerheden er i top. Vi er rigtig glade for at gaveæskerne nu bliver delt ud til nogen, som forhåbentlig sætter pris på dem,” siger Senior Project Manager Lars Fogh Sørensen, Arla Foods.
Driftschef i fødevareBanken Aarhus Jesper Kinnerup er glad for donationen.
”Ost er en efterspurgt vare og noget, der altid er populært hos de sociale organisationer, vi kommer ud til. Derfor er vi rigtig glade for, at Arla tænkte på os,” siger han.