Den mulige svindel med EU-støttekroner er af en så alvorlig karakter, at Udenrigsministeriet forventer at politianmelde flere fiskere eller personer fra fiskeindustrien. Det skriver Politiken ifølge Ritzau.
Rigsrevisionen har undersøgt udbetalingen af penge fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) til den danske fiskeindustri de seneste år. De har fundet eksempler på, at ansøgere har været mere end almindeligt kreative for at få fingre i de mange millioner.
– Rigsrevisionens undersøgelse viser en række tilfælde, hvor ansøgere og leverandører i modstrid med reglerne har været indbyrdes afhængige, eller at ansøger for eksempel har indhentet tilbud og har handlet med egne virksomheder, eller at fakturering har vist klare indikationer på stråmandsvirksomhed og svig, skriver Rigsrevisionen i sin rapport ifølge Politiken. Mistanken om svig og andre brud på reglerne betyder ifølge Rigsrevisionen, at myndighederne “forventer at politianmelde mindst 10 procent af sagerne” fra Rigsrevisionens stikprøve, som omhandler projekter for over 200 millioner kroner.
Sagen skal samtidig efterforskes af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), som undersøger mulig svindel med EU’s budget, korruption og alvorlige tjenesteforseelser. Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, kalder sagen “meget alvorlig”.
– Det er nogle meget grelle fejl, der her bliver afdækket, og alt tyder på, at det vil få et strafferetligt efterspil. Det er en alvorlig kritik både i forhold til ansøgerne, som er under mistanke for svig i forskellige varianter, men også i forhold til de indre, administrative processer. Kritikken går meget dybt ind i myndigheden, siger han til Politiken.
I august 2017 kom Rigsrevisionen med en usædvanlig hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriets og dermed en række fiskeri ministres forvaltning af landets fiskekvoter. Det medførte, at det politiske ansvar for fiskeri et blev flyttet til Udenrigsministeriet, hvor fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) er ansvarlig for området.