Højtiderne betyder for mange et ekstra indtag af de ”forbudte” varer. Vi forkæler os selv med søde sager og der ryger måske også lidt flere kalorier inden for vesten, end vi egentlig har godt af. En ny opskriftsbog fra Easis, en virksomhed med speciale i fødevarer uden tilsat sukker, giver en række gode råd til servering af højtidsklasssikere og andre søde sager, uden helt så mange kalorier, så vi kan nyde højtiderne såsom jul og påske uden dårlig samvittighed. Bogen præsenterer os for en række lettilgængelige opskrifter, hvor hovedparten af ingredienserne naturligvis stammer fra Easis’ store sortiment, men hertil følger en oversigt over nærings- og energiindhold, så man nemt kan få et overblik over mængden af kalorier i alt fra en frokost servering med forårssild til gode gamle fødselsdagsboller. ”Året Rundt Uden Tilsat Sukker” er Easis’ sjette bog i rækken af kalorielette opskriftsbøger:
– Vi har i forvejen udgivet en række andre bøger med opskrifter på god mad, kager og drikke uden tilsat sukker. Vi er superglade for, at vi nu også kan hjælpe forbrugerne til at fejre årets højtider, fødselsdage og andre festlige lejligheder uden unødvendige kalorier fra tilsat sukker, siger Line Krogh Ellesgaard, marketing manager hos EASIS. Foruden 31 flotte opskrifter indeholder bogen også to informative kapitler om kalorier, kulhydrater og blodsukker, skrevet så alle kan forstå det.
Bogen koster 149,00 og kan findes i boghandlere landet over, på Diabetesforeningens hjemmeside og på Easis’ egen hjemmeside.