I en hudløst ærlig bog fortæller kvinden bag den succesfulde restaurant LêLê, Anh Lê om hvordan hun i en hektisk hverdag fandt roen i urtehaven derhjemme.
– Den indre ro er at så og spise, siger hun således i bogen, hvor tilgangen tydeligvis er på, at finde en sund tilgang til en hektisk arbejdsdag. Anh Lê var nemlig godt på vej mod stress og havde svært ved at finde passionen i sit arbejde, da hun gik i gang med at dyrke urter og grøntsager i sin gårdhave og vindueskarm. Som en del af den helende proces, opstod bogen LêLês urtekøkken, hvori hun både fortæller om sin baggrund, sin vej mod stressen og ikke mindst hendes gårdhave og urter der blev hendes redning.
I bogen er der opskrifter på saucer, salater, fingermad, simreretter, middagsmenuer og supper, der i sværhedsgrad og kompleksitet er et lille skridt op i forhold til hendes sidste bøger. Smagene er lidt vildere og der bruges urter og grøntsager præcis som i det vietnamesiske køkken.
– Opskrifterne er måske lidt sværere end dem, jeg har lavet før, men hvis man er vant til at være i et køkken, kan alle være med, siger Anh Lê og tilføjer: “Vietnameserne har den tro, at en varm nudelsuppe kan løse alle problemer i verden. Jeg er tilbøjelig til at mene det samme – men vi hurtige, moderne mennesker har brug for noget mere end velduftende, varm suppe. Problemer løser sig, og livet bliver lettere, når man tager sig tid til at dyrke bare lidt af sin mad – hvad enten det er i højbedet, altankassen eller i et køkkenvindue.
Er du betænkelig ved at skulle til at dyrke dine egne grøntsager for at have fornøjelse af LêLês urtekøkken skal du ikke fortvivle, for her er oversigt over hvor du kan finde de forskellige ingredienser, men måske allermest spændende, er der store afsnit om hvordan man kommer rigtigt godt igang med urtehaven. Det er ikke nødvendigt at have et landsted eller en have i et villakvarter, for i bogen kommer Anh Lê nemlig med gode fifs og tricks til at starte sin urtehave i eksempelvis en baggård, på stakittet ind mod naboen eller måske endda på væggen i køkkenet.
Opskrifterne er varierende og flot udført i et niveau, der, på trods af Anh Lês formaninger om et lidt højere niveau, lader alle være med. Søger du den indre ro, er du glad for vietnamesisk mad eller grøntsager generelt, er LêLês urtekøkken en inspirerende læsning.
Bogen er fremsendt til anmeldelse af Gyldendal. Bogen er på gaden nu, og den vejledende udsalgspris er 299,95.