En ny undersøgelse omkring danskernes forbrug af og viden om frugtjuice viser tydeligt, at der hersker stor usikkerhed omkring, hvad juice egentlig er. Særligt juice fra koncentrat har fået et dårligt image, som tyder på, at der er behov for bedre forbrugeroplysning.
Danskerne er godt og grundigt forvirrede omkring, hvad frugtjuice egentlig er for noget. En frisk forbrugerundersøgelse fra oktober 2017, bestilt af AIJN (European Fruit Juice Association) og projektet Fruit Juice Matters, viser tydeligt, at Hr. og Fru Danmark er i vildrede, når det kommer til frugtjuice, særligt når det kommer til indholdet af sukker. Fakta er, at det er forbudt ved lov at tilsætte sukker til frugtjuice i EU[1], og at det sukker der er i juice, stammer direkte fra den frugt, juicen er presset af. Men kun 5 % af deltagerne i undersøgelsen ved, at juice ikke indeholder tilsat sukker. 37 % mener endda, at frugtjuice er tomme kalorier, der er direkte sammenlignelige med sodavand.
Hvornår er juice egentlig juice?
Står der juice på kartonen, er der tale om juice fra 100 % frugt, intet andet. Men kun 27 % af de adspurgte forbrugere var klar over, at ordet juice skal stå på kartonen. Mange havde enten intet bud på, hvordan man kan vide, at produktet man køber rent faktisk er juice, eller mente, at det kunne kaldes juice når mindst halvdelen af indholdet var frugt. Derfor er det ikke så underligt, at mange forbrugere er forvirrede omkring hvad juice er, hvis de køber frugtdrikke, smoothies og andre drikkevarer – hvor det er lovligt at tilsætte bl.a. sukker – i den tro, at det er juice, de drikker.
Juice er en beskyttet titel
”Det er ærgerligt, at der er så stor forvirring omkring hvad frugtjuice egentlig består af”, siger Gitte Hestehave, seniorchefkonsulent i DI Fødevarer. ”Juice er en beskyttet titel, og det er vigtigt at slå fast, at frugtjuice – uanset om det er friskpresset eller fra koncentrat – er ren frugt. Der er hverken tilsat sukker, kunstige sødemidler, farvestoffer eller konserveringsmidler til produktet, for i så fald må det ikke længere kaldes juice”, slutter hun.
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1011 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 05. – 09. oktober 2017.