Fødevarestuderende får jord under neglene i marken hos producenterne
Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF) står klar med årets første Food Camp for fødevarestuderende, som kobler teori med praktisk virkelighed i marken hos lokale fødevareproducenter i Odsherred. Food Camp’en henvender sig til studerende på fødevarerelaterede uddannelser over hele landet, som f.eks. ernæring/sundhed, hotel- og restaurantskolen, food studies etc.
I løbet af fem dage vil de studerende få faglige input og ny viden, bl.a. gennem besøg hos lokale producenter, hvor de oplever, hvordan råvarerne dyrkes og hvilke tanker, der ligger bag produktionen. De studerende besøger Vejrhøj Vingård, høster tang med Dansk Tang, får rundtur og frokost på Dragsholm Slot, oplever familielandbrug hos Dalsbakkegård, kommer i grøntsagsmarkerne hos Søren Brandt Wiuff, samler urter med naturvejleder Jørgen Stoltz og spiser middag i Det Vilde Køkken i Klint.
Desuden holder NCLF’s faglige leder Jesper Zeihlund oplæg med udgangspunkt i sin bog ”Det kulinariske spor for bønder, kokke og købmænd” og Odsherreds borgmester Thomas Adelskov deltager i samtalesalon om fødevarernes betydning for området. Food Camp afholdes 29. juli til 2. august 2019. Der er plads til max. 20 studerende, som overnatter og har base i Anneberg Kulturpark i Nykøbing Sjælland. Prisen er 2995 kroner for et delt topersoners værelse inkl. forplejning. Der er frist for tilmelding den 1. juli 2019.
Læs mere om NCLF’s arbejde for at sætte kulinarisk kvalitet på dagsordenen her: Gastronomisk kvalitet starter i marken