Den 6. juni var det 30 år siden, at Il Fornaio blev grundlagt af ægteparret bag Era Ora, Elvio Milleri og Edelvita S.S. Milleri. De 30 år har budt på en særlig tilgang til håndværket, de gode råvarer og de slow food principper, som vi så småt er ved at se i resten af fødevarebranchen. Det er en vigtig faktor for resultatet af brødet, at man tager sig den tid det nu og engang tager og det er positivt at det er ved at brede sig til resten af industrien.
Il Fornaio startede ud som leverandør af friskbagt surdejsbrød til udvalgte butikker og gourmetrestauranter, herunder Irma, Magasin Mad & Vin, det hedengangne Kokkens Torvehal m. fl. I dag indgår Il Fornaio som en del af Foodpeople, som ejes og ledes af Susanne Boye Nielsen samt grundlæggerparret Edelvita S.S. Milleri og Elvio Milleri. Fra surdejs- og stenovnsbageriet på Amager leverer Il Fornaio i dag 100% økologiske brød og italienske specialiteter til hele landet med lange partnerskaber inden for dagligvarehandlen såvel som hoteller, restauranter, flycatering m.m. Il Fornaio har i dag også en stigende eksport – alt sammen ud fra samme principper ift. håndværk, råvarer, økologi og tid. Fundamentet for de næste 30 år er således lagt. En fremtid, hvor det gode håndværk, økologi og bæredygtighed samt viljen til at stå fast ved de kompromisløse principper absolut har sin ret.