Berlingske fortæller i dag, at overlæge Hans Jørn Kolmos ikke vil spise leverpostej og lever, fordi vi ikke ved, hvor høj koncentrationen af zink er. Men det er ifølge Fødevarestyrelsen ikke rigtigt.
Man ved nøjagtigt, hvor meget zink der er i leverpostej. Der er 2,5 mg pr. 100 gram. Det kan man se på DTU’s hjemmeside. Dermed er leverpostej en rigtig god og naturlig kilde til zink, som er livsvigtig for mennesker. Zinken i leverpostej skyldes ikke, at smågrise er blevet behandlet med zink 3-4 måneder før slagtning, for da er zinken for længst udskilt i gyllen. Zink i leverpostej forekommer helt naturligt.
Overlægen udtaler også, at vi ikke ved, hvad zink gør ved mennesker, når vi spiser det gennem grisen. Det ved vi rigtig meget om. Der sker først og fremmest det, at vi får zink. Og det er godt!
Men zinkforbruget ER et problem. Ikke mindst fordi husdyr-MRSA er resistente overfor zink. Brug af zink kan derfor øge MRSA-forekomsten. Derfor er der stor fokus på at få nedbragt brugen af zink som medicin. Og for første gang i mange år er forbruget ifølge de seneste tal også på vej ned.
Men det har altså intet med leverpostej at gøre.