Hos frugt- og grønt-salgsselskabet Gasa Nord Grønt i Aarhus tog man i 2017 en beslutning om at komme tættere på producenterne. Det betyder i praksis, at sælgerne nu sidder ude hos producenterne i stedet for hjemme i hovedkvarteret.
– Det handler kort og godt om, at tiden er inde til at rykke endnu tættere på det, det hele handler om – nemlig at få ordentlige råvarer ud til kunderne og forbrugerne. Ved at have vores sælgere fast ude hos producenterne, bliver vi et endnu stærkere bindeled mellem kunder og leverandører. Så man kan sige, at
vi faktisk har rykket de to tættere på hinanden, fortæller Lars Christensen, der er salgs- og marketingdirektør hos Gasa Nord Grønt.
Virksomheden er leverandør af danskproduceret frugt og grønt, har gennem de seneste år gennemgået en række forandringer for at ruste sig bedre til fremtiden. Markedet er ifølge Lars Christensen i hastig forandring, og forbrugernes krav er i dag meget mere omfattende end for bare fem år
siden.
Større fokus på innovation
– Det handler i bund og grund om et gearskifte. Vi har styrket vores organisation med flere nyansættelser og har yderligere øget fokus på at møde de krav, som forbrugere kommer til at stille i fremtiden. Vores omstrukturering og tilspidsede fokus er ligeledes medvirkende til at understøtte vores ambitiøse
producenter og deres værdifulde initiativer i forbindelse med økologi, bæredygtighed, cirkulær økonomi og convenience, fortæller Lars Christensen.
Flere bæredygtige løsninger
– Vores producenter går selv rundt med en masse spændende ideer til, hvordan de kan blive bedre til at reducere madspild. Indtil nu har det resulteret i at overskud fra produktionen som fx kålstængler og rodfrugter i varierende størrelser er blevet til grønkålsris og skrællede rodfrugter. På denne måde skaber
vi nye convenience-produkter til et sultent marked på en bæredygtig måde, siger Lars Christensen.
Samtidig satser sammen med producenterne også meget mere på kommunikation henvendt til forbrugerne. Der vil i den kommende tid komme flere nye produkter og dertil knyttede kampagner. Blandt de nye tiltag er også, at Gasa Nord Grønt som producentforening sammen med flere
af de økologiske producenter har været repræsenteret ved madfestivaler som Copenhagen Cooking og Food Festival i Aarhus i sensommeren. Det er ifølge Lars Christensen vigtigt at være synlige overfor forbrugerne.
– Når vi står på fødevaremesser- og festivaler, kan vi nå ud med relevant råvare- og producentviden, inspiration og opskrifter, som ellers ofte kan gå tabt. Samtidig viser vi vores stærke sammenhold og vilje til at støtte op om producenterne og deres nye produkter, slutter Lars Christensen.