En flad vinflaske skal være med til at gøre vinforsyningskæden mere bæredygtig – og så kan den komme ind ad brevsprækken.
Den Britiske vingrossist Garçon Wines har udviklet en flad vinflaske, lavet af 100 % genanvendt PET plast. Flasken er op mod 87 % lettere end den gennemsnitlige runde vinflaske og så gør formen, at der kan pakkes mere volumen ved transport og derved reducere både logistikomkostninger og CO2-udledning.
Vinflaskerne er oprindelig udviklet af to af grundlæggere af Garçon Wines Santiago Navarro og Joe Revell for at sikre en problemfri levering af vin til britiske hjem via brevsprækken.
– Runde glasvinflasker, der er skrøbelige, tunge og rumligt ineffektive dækker, er efter vores opfattelse ikke længere egnede til det 21. århundredes behov i forhold til online distribution, komplekse forsyningskæder, ressourceknaphed og vigtigst af alt klimaforandringer, forklarer Alisdair Easton, GM hos Garçon Wines.
I sammenligning med den normale 6 stk. kasse, som de traditionelle glasvinflasker sendes i, fylder den nye 10 stk. kasse, som er udviklet sammen med DS Smith, ca. 55% mindre. Det betyder, at en palle der er pakket med den nye 10 stk. kasse kan indeholde 1.040 flasker vin sammenlignet med kun 456 af den traditionelle flaske. Man kan altså have 2,28 gange mere vin på en palle. Det resulterer i en reduktion af omkostninger på både emballage, lagerplads, lagerhåndtering og fragt. Et eksempel er en forsendelse på 50.000 flasker vin. Den nye flaske og tilhørende 10 stk. emballage vil reducere behovet for lastbiler til fragten betydeligt. Hvis man regner med, at en standard lastbil kan fragte 25 paller, kan man reducere antallet af lastbiler fra fem til to. Det vil have en direkte positiv indflydelse på omkostninger og CO2-udledning.