Mere end halvdelen af de mere end 84.600 fødevareprøver, som EU’s medlemslande har udtaget til pesticidkontrol i 2016, er helt fri for sporbare sprøjterester, viser EFSA’s årlige pesticidrapport. Det oplyser DTU Fødevareinstituttet.
Den årlige pesticidrapport for 2016 fra Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, viser, at der i 50,7% af 84.657 analyserede fødevareprøver ikke er fundet sporbare sprøjterester. Prøverne er indsamlet i de 28 EU-medlemslande samt Norge og Island og er i gennemsnit undersøgt for 230 forskellige pesticider og deres nedbrydningsprodukter.
I yderligere 45,5% af prøverne er rester fundet, som overholder de gældende EU-grænseværdier for pesticidindhold i fødevarer. I 3,8 % af prøverne er sprøjterester fundet, der overskrider grænseværdierne. Overskridelser er oftere fundet i prøver fra lande uden for EU, Norge og Island (7,2%) end i prøver fra EU lande (2,4%).
EFSA bruger data fra rapporten til bl.a. at vurdere, om de pesticidrester, europæere er udsat for gennem kosten, udgør en risiko for deres sundhed – både på kort og på lang sigt. I begge tilfælde har EFSA vurderet, at de indsamlede data fra 2016 indikerer, at sandsynligheden er lav for, at en europæer eksponeres for indhold af sprøjterester, der udgør en sundhedsmæssig risiko.