Tænker du ”yes!”, når du går på arbejde? Og føler du, at din kæde, din butik eller dit køkken er noget særligt? Så åbner Landbrug og Fødevarer nu for indstillinger til årets fødevarepriser, hvor du kan være med i dysten om årets store priser, der uddeles til september.
De store køkkener, der hver dag laver mad til rigtig mange, kan vinde Kantineprisen eller Økologiske Køkkenroser, og landets bedste butikker har mulighed for at løbe med Slagterprisen, Mejeriprisen eller Frugt- og grøntprisen.
Priserne er en løftestang for jer
Hvis du gerne vil anerkendes for det store arbejde, du gør, er årets fødevarepriser en oplagt mulighed for at blive opdaget af både branchen og kunderne:
– Priserne er af stor værdi for både detailhandlen og foodservice. De kaster lys på det store arbejde, der bliver gjort i køkkenerne og i butikkerne og vidner om, hvordan der bliver arbejdet med håndværk og kvalitet, siger Andreas Buchhave, der er jurymedlem og ansvarlig for Økologiske Køkkenroser hos Landbrug & Fødevarer.
Hver pris har en dedikeret jury og skarpe kriterier. Der skal blandt andet leveres på oplevelse for kunden, på kvalitet og på godt håndværk. Ved at dele de gode eksempler er priserne med til at løfte værdi og salg i de forskellige kategorier.
Vil du vide mere?
Læs mere om priserne, deadlines og kategorier via links herunder. Fagpersoner fra slagterbranchen og dagligvarekæders hovedkontorer kan indstille deres favoritter.
Der er deadline for indstilling af kandidater den 3. april 2019 med undtagelse af Økologiske Køkkenroser, der har deadline den 29. marts 2019.
Vinderne kåres ved et stort awardshow på Fødevaredagen den 24. september 2019 på Hindsgavl Slot på Fyn.