Der er utallige forbrugermærker, som fortæller om blandt andet økologi, miljø, dyrevelfærd og fair trade. Selv om de fleste mærker er skabt med gode hensigter, forvirrer de måske mere, end de gavner.
– Man skal få luget ud i de her mærker. Mange af dem er fornuftige, men det høje antal forvirrer forbrugerne, siger Heidi Boye, ekstern lektor og forbrugerspecialist på CBS og påpeger, at der på http://www.forbrug.dk findes en liste med 47 forbrugermærker.
– Og ret beset skal du kende betydningen af dem alle, hvis du vil handle sundt og til fordel for miljøet og dyrelivet.
I Forbrugerrådet er holdningen også, at der er for mange mærker, men antallet er ikke den eneste udfordring.
– Mærkerne skal være troværdige. Der skal være uafhængighed bag mærkerne, så de ikke bare bliver brands, men kvalitetsstempler, siger Camilla Udsen fra Forbrugerrådet.